Hvordan kultur og sprog former forståelsen mellem hest og menneske

Når vi gerne vil skabe et bedre partnerskab med vores heste, kommer fokus ofte hurtigt til at ligge på selve træningen. Hvordan skal vi kommunikere tydeligere? Hvordan får vi færre misforståelser? Hvordan får vi hesten til at forstå det, vi beder om?

Men før vi overhovedet kommer dertil, synes jeg, det er vigtigt at stoppe op og kigge på noget mere grundlæggende: forståelse.

For mig handler forståelse mellem hest og menneske ikke kun om signaler. Det handler også om sprog, kultur og kontekst. Det handler om, hvordan vi udtrykker os, hvad vi læser hos hinanden, og hvilke rammer der former den måde, vi reagerer og handler på.

Det er netop det, dette diagram handler om.

Diagram over hvordan kultur og sprog former forståelsen mellem hest og menneske

Den ene del handler om sprog – hvordan vi udtrykker os og læser hinanden.
Den anden del handler om kultur og kontekst – de rammer, der former vores adfærd og relation.

For mig hænger de to ting tæt sammen.
Kontekst former sproget, og sprog skaber forståelse.

Sprog er mere end ord

Når vi taler om sprog, tænker mange automatisk på ord. Men i arbejdet med heste er det jo ret tydeligt, at sprog må være mere end det.

Mennesker har adgang til mange forskellige måder at kommunikere på. Vi bruger ord, stemme, skrivning, bevægelse, rytme, timing og energi. Heste bruger ikke sprog som os, men de kommunikerer stadig hele tiden. De bruger blandt andet bevægelse, synkronicitet, energi, adfærd og de små signaler, der opstår i samspillet med andre.

Det synes jeg er vigtigt at huske, fordi det så let bliver menneskets måde at kommunikere på, der kommer til at fylde mest. Vi er vant til at forklare, gentage, tydeliggøre med ord og tænke, at mere forklaring giver mere forståelse.

Men heste læser ikke vores ord på den måde.

De læser vores krop.
De læser vores timing.
De læser vores energi.
Og de læser, om det vi gør, hænger sammen.

Det fælles sprog mellem hest og menneske

Selvom heste og mennesker ikke har det samme sprog, betyder det ikke, at vi ikke har noget til fælles.

For mig ligger noget af det fælles især i:

  • bevægelse
  • synkronicitet
  • energi

Det er noget, både vi og hestene kan opfatte og reagere på.

Bevægelse er en stor del af kommunikationen hos begge arter. Ikke fordi vi bevæger os ens, men fordi bevægelse bærer information. Den fortæller noget om intention, retning, spænding, ro, tilstedeværelse og fokus.

Synkronicitet betyder også meget. Det at være i takt med hinanden, at bevæge sig med en form for fælles rytme eller samspil, er noget, der ofte skaber ro og klarhed i relationen. Det er ikke nødvendigvis noget, vi altid gør bevidst, men det spiller alligevel en stor rolle i, hvordan vi oplever hinanden.

Og så er der energi. Ikke som noget mystisk, men som den stemning, spænding eller ro, vi kommer med. Heste er ofte meget opmærksomme på det. De mærker ikke kun, hvad vi gør, men også hvordan vi gør det.

Det er derfor, jeg synes, det giver mening at tænke meget bredere om kommunikation med heste. Kommunikation er ikke bare et spørgsmål om kommandoer. Det er også et spørgsmål om, hvordan vi er til stede.

Kultur og kontekst former adfærd

Den nederste del af diagrammet handler om kultur og kontekst.

For mig er det en vigtig del af forståelsen, fordi hverken mennesker eller heste handler i et tomrum. Vi er begge formet af de miljøer, vi lever i, de sociale regler vi har lært, og de erfaringer vi bærer med os.

Hos mennesker kan det være personlige værdier, vaner, erfaringer, anatomi og de regler eller forventninger, vi er vant til at navigere efter.

Hos heste kan det være biologi, flokstruktur, adfærd, miljø, erfaringer med andre heste, erfaringer med mennesker og de rammer, de lever i til daglig.

Det betyder, at adfærd ikke bare opstår ud af ingenting. Den opstår i en sammenhæng.

En reaktion giver ofte mere mening, når vi ser på den kontekst, den kommer fra.

Det gælder både for os og for hesten.

Code of conduct – de regler vi sjældent siger højt

Et begreb, jeg synes er virkelig nyttigt, er code of conduct.

Det kan beskrives som et sæt regler eller normer for, hvordan man forventes at opføre sig i en given relation, gruppe eller situation. Nogle af de regler er tydelige. Andre er helt uskrevne.

Og det er ofte her, mange misforståelser opstår.

Vi mennesker går tit ind i arbejdet med heste med en masse forventninger. Måske forventer vi, at hesten står stille, følger med, holder afstand, venter, flytter sig, går frem eller fokuserer på os. Men hvor tydelige er de regler egentlig? Og giver de mening set fra hestens perspektiv?

Samtidig har hesten også sine egne sociale regler. Den er ikke bare et blankt lærred, der venter på at få vores system lagt ned over sig. Den kommer med sin egen biologi, sin egen adfærd og ofte også erfaringer fra andre relationer og miljøer.

Hvis vi ikke er opmærksomme på det, kommer vi let til at tro, at hesten “burde vide” noget, som den reelt ikke har haft mulighed for at forstå.

Forståelse kræver ikke, at vi er ens

Noget jeg synes er vigtigt i denne sammenhæng, er, at forståelse ikke nødvendigvis kræver, at vi deler de samme værdier eller reagerer på samme måde.

Vi behøver ikke være ens for at kunne samarbejde godt.

Men vi har brug for at prøve at forstå, hvorfor den anden gør, som den gør.

For mig er det en stor del af det at arbejde med heste. Ikke at prøve at gøre hesten mere menneskelig, men at blive bedre til at forstå hesten som hest. Og samtidig være mere bevidst om, hvad vi selv bringer ind i relationen som mennesker.

Når vi bliver nysgerrige på det, bliver det ofte lettere at bygge bro. Ikke fordi alle forskelle forsvinder, men fordi vi begynder at få øje på det, vi faktisk kan mødes i.

Hvad betyder det i praksis?

I praksis betyder det her, at jeg prøver ikke kun at se på, hvad hesten gør, men også på hvorfor det giver mening ud fra dens perspektiv.

Jeg prøver også at holde øje med mig selv:

  • Hvordan bevæger jeg mig?
  • Er jeg tydelig?
  • Er min energi rolig eller urolig?
  • Giver mine signaler mening i situationen?
  • Forventer jeg noget, som jeg ikke har været tydelig omkring?

Det er ofte i de små ting, forståelsen enten begynder at vokse eller bliver sværere.

Når vi kun fokuserer på selve adfærden, risikerer vi at overse det, der ligger bag. Men når vi begynder at se både sprog og kontekst, får vi et bredere og ofte mere brugbart billede.

Hvorfor bevægelse fylder så meget for mig

Det er også derfor, bevægelse fylder så meget i mit arbejde.

For bevægelse er ikke kun noget fysisk. Det er også en vigtig del af kommunikationen mellem hest og menneske. Gennem bevægelse kan vi både læse hesten og gøre os selv lettere at forstå.

Det betyder ikke, at alt kan løses gennem bevægelse alene. Men det betyder, at bevægelse ofte er en af de tydeligste måder, vi faktisk kan mødes på.

Når vi bliver bedre til at se bevægelse, synkronicitet og energi som en del af sproget mellem os og hesten, får vi også bedre muligheder for at skabe klarhed, tryghed og samarbejde.

Den vigtigste pointe i diagrammet

Hvis jeg skal koge diagrammet helt ned, så er den vigtigste pointe for mig denne:

Forståelse opstår, når vi både ser det sprog, der forbinder os, og de rammer, der former os.

Vi skal altså ikke kun kigge på signalerne.
Vi skal også kigge på konteksten.

Vi skal ikke kun kigge på adfærden.
Vi skal også kigge på kulturen og de regler, der ligger bag.

Og vi skal ikke kun spørge, hvordan vi får hesten til at forstå os.
Vi skal også spørge, hvor meget vi egentlig gør for at forstå hesten.

For mig er det en vigtig del af både partnerskab, relation og connection. For jo bedre vi bliver til at se hele billedet, jo bedre bliver vores muligheder også for at arbejde med hesten på en måde, der giver mere mening for os begge.

Vil du lær mere?

Vil du dykke mere ned i de her emner, så finder du det inde på Flokdynamik, som en del af vores online bibliotek. Her deler vi mere om både kommunikation, adfærd, dynamisk bevægelse og træning i praksis. Du finder også fagligt indhold, refleksioner og konkrete måder at arbejde videre med det i din egen hverdag med hesten.

Lignende indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *